STÆRKSTRØMSBEKENDTGØRELSEN, Afsnit 8 
Krav om supplerende beskyttelse med HFI- eller HPFI-afbryder i eksisterende installationer med BEK nr 618 af 25/06/2008 indskrevet m. kursiv

1. Formål

 

1.1.   Formålet med dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen er at højne sikkerhedsniveauet i eksisterende elektriske installationer. Automatisk afbrydelse af forsyningen når der detekteres en fejlstrøm kan beskytte mod elektrisk stød, ligesom det i mange tilfælde kan forhindre en brand i at opstå i de elektriske installationer.

 

1.2    Afsnit 8 i stærkstrømsbekendtgørelsen indeholder krav om beskyttelse ved hjælp af HFI- eller HPFI-afbrydere i alle eksisterende ældre installationer og nyere øvrige installationer.

 

2. Definitioner

 

2.1.   Apparater af klasse I omfatter apparater, der er beskyttet mod indirekte berøring ved brug af beskyttelsesjord. Sådanne apparater skal være forsynet med en særlig stikprop med jordben eller andre midler til forbindelse mellem apparatets beskyttelsesjord og beskyttelseslederen i den faste installation.

 

2.2.   Apparater af klasse II omfatter apparater, der er beskyttet mod indirekte berøring ved brug af dobbelt isolation eller forstærket isolation.

 

2.3.   Boliginstallationer omfatter lejligheder, helårshuse, fritidshuse, hotellejligheder, hotelværelser, værelser på plejehjem, kollegieværelser o.l. Fælles installationer i eller ved etageejendomme, hoteller, plejehjem, kollegier o.l. er ikke omfattet.

 

2.4.   Øvrige installationer omfatter andre installationer, herunder kontorer, institutioner og skoler, landbrug og gartneri, fabrikker, hoteller og restauranter, handel og service, håndværk og industri, fælles installationer i eller ved etageejendomme, hoteller, plejehjem, kollegier o.l.

 

2.5    Nyere øvrige installationer er øvrige installationer udført før 1. januar 2007, der er omfattet af bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen elektriske installationer fra 1993, stærkstrømsbekendtgørelsen elektriske installationer afsnit 6 fra 2001 eller afsnit 6A fra 2006 

 

2.6. Eksisterende ældre installationer omfatter både bolig- og øvrige installationer, der er udført i medfør af bestemmelser, udstedt tidligere end 1993.

 

2.7.   Belysningsanlæg på offentligt tilgængelige områder omfatter belysningsarmaturer og lysinstallationer i det fri på offentlige og private gader og veje, stier og pladser m.m., hvortil der er offentlig adgang.

 

2.8.   Reparation og vedligeholdelse af belysningsanlæg på offentligt tilgængelige områder omfatter udskiftning eller reparation af enkeltdele, der indgår i belysningsarmaturer og lysinstallationer i det fri. Det omfatter også en udskiftning af hele armaturet.

 

3. Gyldighedsområde

 

3.1.   Dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen gælder for eksisterende ældre installationer og nyere øvrige installationer.

 

3.2.   Afsnit 8 i stærkstrømsbekendtgørelsen gælder dog ikke for belysningsanlæg på offentligt tilgængelige områder bortset fra ved reparation og vedligeholdelse, se 4.12. og 4.13.

 

4. Krav om beskyttelse

 

4.1.   I faste elektriske installationer skal stikkontakter i henhold til afsnit 107-2-D1 med mærkestrøm til og med 16 A og andre tilslutningssteder (andre stikkontakter, dåser m.v.) i faste installationer med overstrømsbeskyttelse op til og med 20 A være omfattet af beskyttelse ved automatisk afbrydelse af forsyningen, og som beskyttelsesudstyr skal der anvendes HFI- eller HPFI-afbryder, jf. dog nr. 4.4 – 4.11. Hvis der opsættes nyt beskyttelsesudstyr i installationen skal det være en HPFI-afbryder.

 

4.2.   Den i nr. 4.1 krævede HFI- eller HPFI-afbryder skal være virksom og leve op til de sikkerhedskrav, der er beskrevet i relevante europæiske sikkerhedsstandarder for produktet – eller på anden vis kunne eftervise at leve op til et tilsvarende sikkerhedsniveau.

 

4.3.   I eksisterende installationer, hvor der ikke er fremført virksom beskyttelsesleder kræves den ikke etableret ved installation af HPFI-afbryder, medmindre det er krævet af andre grunde, så som for elektromedicinske apparater og andre brugsgenstande og apparater, der anvendes ved undersøgelse og behandling af personer, samt andre lignende apparater. Sådanne apparater af klasse I skal altid forbindes til en virksom beskyttelsesleder. Dette gælder også, hvis apparatet skal anvendes i en boliginstallation.

 

4.4.   Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for en installation eller dele af den, hvor der kun er fast tilsluttet apparater af klasse II, med mindre den pågældende installation har stikkontakter eller andre tilslutningssteder også selv om det er hensigten, at disse kun tilsluttes apparater af klasse II.

 

4.5.   Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for installationer med stikkontakter eller andre tilslutningssteder, der er beskyttet ved separat strømkreds eller ved ekstra lav spænding, SELV eller PELV.

 

4.6.   Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for installationer med IT-systemjording og isolationsovervågning.

 

4.7.   Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for andre tilslutningssteder som af driftstekniske grunde ikke ønskes omfattet af HPFI-beskyttelsen. Disse tilslutningssteder skal i så fald være omfattet af beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr (PFI-afbrydere, sikringer, automatsikringer eller maksimalafbrydere).

 

4.8.   Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for stikkontakter for enkelte brugsgenstande (fx frysere, varmeanlæg, dataudstyr og frekvensstyrede maskiner), som af driftstekniske grunde ikke kan eller ikke ønskes omfattet af HPFI-beskyttelsen. Disse enkelte brugsgenstande skal i så fald beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr end HPFI-afbrydere (PFI-afbrydere, sikringer, automatsikringer eller maksimalafbrydere). Stikkontakter eller tilslutningssteder for disse enkelte brugsgenstande skal anbringes eller være mærket på en sådan måde, at de normalt ikke vil blive anvendt til tilslutning af andre brugsgenstande.

 

4.9.   Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for hospitals- og edbstikkontakter, der har tilsluttet en virksom jordleder og som af driftstekniske grunde ikke kan eller ikke ønskes omfattet af HPFI-beskyttelsen. Disse brugsgenstande skal i så fald beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr end HPFI-afbrydere (PFI-afbrydere, sikringer, automatsikringer eller maksimalafbrydere).

 

4.10. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke hvor afbrydelse af installationen kan medføre fare fx for trafikreguleringsanlæg, vejafmærkninger, markeringslys for luft- og søfart, luftværnssirener og motorer til brandslukning

 

4.11. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for eksisterende installationer med strømkredse, hvor det er krævet, at en fejl i en strømkreds ikke må forringe beskyttelsen mod elektrisk stød eller den korrekte funktion af en anden strømkreds, og hvor installation af en HPFI-afbryder vil medføre, at dette krav ikke kan overholdes. Det kan fx være tilfældet i installationer med nødbelysning, hvor to krævede adskilte strømkredse kan være overstrømsbeskyttet med en flerpolet sikringsholder / - gruppeafbryder med fælles nul.

 

4.12. Ved reparation eller vedligeholdelse af belysningsanlæg på offentligt tilgængelige områder skal der anvendes:

1) armaturer eller enkeltdele, der er identiske med de eksisterende,

2) armaturer eller enkeltdele af klasse II, eller

3) supplerende beskyttelse i henhold til reglerne i stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6B.

 

4.13. Hvis 4.12. ikke kan opfyldes for armaturer eller enkeltdele, betragtes den del af belysningsanlægget, hvor disse dele indgår, som nyt og skal opfylde bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6 og 6B.

 

 

5. Ikrafttrædelsesbestemmelse og overgangsordning

 

5.1. Dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

 

5.2 For eksisterende boliginstallationer skal kravene i 4.1. og 4.2. være opfyldt senest 1. juli 2008.

 

5.3. For øvrige installationer skal kravene i 4.1. og 4.2. være opfyldt senest 1. juli 2010.

 

Uddrag af BEK nr 1082 af 12/07/2016:

Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse og drift af elektriske installationer

11) Klasse I-materiel: Elektrisk materiel med grundisolation som grundbeskyttelse og beskyttende udligning som fejlbeskyttelse.

12) Klasse II-materiel: Elektrisk materiel med grundisolation som grundbeskyttelse, og tillægsisolation som fejlbeskyttelse, eller hvori grund- og fejlbeskyttelse er opnået med forstærket isolation.

Supplerende beskyttelse med RCD

§ 35. I den faste elektriske installation skal stikkontakter til husholdningsbrug og lignende med mærkestrøm til og med 20 A samt andre tilslutningssteder i faste elektriske installationer med overstrømsbeskyttelse op til og med 32 A, være omfattet af beskyttelse ved automatisk afbrydelse af forsyningen.

 

Stk. 2. Som beskyttelsesudstyr skal der anvendes RCD med mærkeudløsestrøm på højst 30mA.

 

Stk. 3. Stikkontakter for enkelte brugsgenstande, som af driftstekniske grunde ikke omfattes af RCD-beskyttelsen med mærkeudløsestrøm på højst 30mA, jf. stk. 2, skal beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr end RCD med en mærkeudløsestrøm på højst 30mA.

 

Stk. 4. Stikkontakter efter stk. 3 skal anbringes eller være mærket på en sådan måde, at de ikke vil blive anvendt til tilslutning af andre brugsgenstande.

 

Stk. 5. Kravet i stk. 1 gælder ikke for følgende:

1) En elektrisk installation eller dele af den, hvor der kun er fast tilsluttet materiel af klasse II, og den pågældende elektriske installation ikke har stikkontakter eller andre tilslutningssteder.

 

2) En elektrisk installation med stikkontakter eller andre tilslutningssteder, der er beskyttet ved separat strømkreds eller ved ekstra lav spænding, SELV eller PELV.

 

3) En elektrisk installation med IT-systemjording og isolationsovervågning.

 

4) Tilslutningssteder, bortset fra stikkontakter til husholdningsbrug og lignende, som af driftstekniske grunde ikke ønskes omfattet af beskyttelse ved RCD med en mærkeudløsestrøm på højst 30mA. Disse tilslutningssteder skal i så fald være beskyttet ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr.

 

5) Hospitals- og EDB-stikkontakter, der har tilsluttet en virksom beskyttelsesleder og som af driftstekniske grunde ikke kan eller ikke ønskes omfattet af beskyttelse ved RCD med en mærkeudløsestrøm på højst 30mA. Disse stikkontakter skal i så fald beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr.

Kapitel 5. Eksisterende elektriske installationer. Supplerende beskyttelse med RCD

§ 61. I eksisterende elektriske installationer skal stikkontakter til husholdningsbrug og lignende med mærkestrøm til og med 16 A samt andre tilslutningssteder i faste installationer med overstrømsbeskyttelse op til og med 20 A, være omfattet af beskyttelse ved automatisk afbrydelse af forsyningen.

 

Stk. 2. Som beskyttelsesudstyr skal der anvendes RCD med mærkeudløsestrøm på højst 30mA.

Stk. 3. Stikkontakter for enkelte brugsgenstande, som af driftstekniske grunde ikke omfattes af RCD-beskyttelsen med mærkeudløsestrøm på højst 30mA, jf. stk. 2, skal beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr end RCD med en mærkeudløsestrøm på højst 30mA.

 

Stk. 4. Stikkontakter efter stk. 3 skal anbringes eller være mærket på en sådan måde, at de ikke vil blive anvendt til tilslutning af andre brugsgenstande.

 

Stk. 5. Kravet i stk. 1 gælder ikke for:

1) Elektriske installationer eller dele af den, hvor der kun er fast tilsluttet materiel af klasse II, og den pågældende installation ikke har stikkontakter eller andre tilslutningssteder.

 

2) Elektriske installationer med stikkontakter eller andre tilslutningssteder, der er beskyttet ved separat strømkreds eller ved SELV eller PELV.

 

3) Elektriske installationer med IT-systemjording og isolationsovervågning.

 

4) Andre tilslutningssteder, bortset fra stikkontakter til husholdningsbrug og lignende, som af driftstekniske grunde

ikke ønskes omfattet af beskyttelse ved RCD med en mærkeudløsestrøm på højst 30mA. Disse tilslutningssteder skal i så fald være beskyttet ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr.

 

5) Hospitals- og edb-stikkontakter, der har tilsluttet en virksom beskyttelsesleder og som af driftstekniske grunde ikke kan eller ikke ønskes omfattet af beskyttelse ved RCD med en mærkeudløsestrøm på højst 30mA. Stikkontakter for disse brugsgenstande skal i så fald beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr.

 

6) Eksisterende elektriske installationer med strømkredse, hvor det er krævet, at en fejl ikke må forringe den korrekte funktion af en anden strømkreds, og hvor installation af RCD vil medføre, at dette krav ikke kan overholdes.

Eksisterende tavler

§ 68. En eksisterende tavle, som indgår i den elektriske installation, kan inden for den eksisterende ydre kapsling serviceres, repareres, ændres og udvides i henhold til fabrikantanvisninger samt de krav og bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for tavlens konstruktion og installation.

Stk. 2. En udvidelse uden for den eksisterende ydre kapsling betragtes som ny tavle, der skal overholde de nugældende krav og bestemmelser.

Stk. 3. Flyttes en eksisterende tavle, skal denne leve op til de krav og bestemmelser, der gælder på flytningstidspunktet.

§ 69. Ændres eller udvides en eksisterende tavle, som er omfattet af fejlbeskyttelse, skal ændringen eller udvidelsen også være omfattet af fejlbeskyttelse.

§ 70. Ændres eller udvides en eksisterende tavle uden fejlbeskyttelse inden for den eksisterende kapsling, kræves der ikke fejlbeskyttelse for ændringen eller udvidelsen i den eksisterende tavle.

Stk. 2. Udvides en eksisterende tavle med nye tavlefelter, kan udvidelsen beskyttes ved totalisolation.

Stk. 3. Beskyttelse ved automatisk afbrydelse af forsyningen må kun foretages, hvis der i tavlens indgang eller foran tavlen er anbragt beskyttelsesudstyr, der afbryder forsyningen i tilfælde af fejl.

Tilslutningssteder i elektriske installationer uden virksom beskyttelsesleder

§ 73. Klasse I-materiel kan tilsluttes en elektrisk installation uden virksom beskyttelsesleder forudsat, at installationen er beskyttet ved RCD med mærkeudløsestrøm på højst 30 mA.

Stk. 2. Elektrisk materiel, hvor beskyttelsesleder er nødvendig for korrekt sikkerhedsmæssig funktion, og elektromedicinsk udstyr, er ikke omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Kravet om RCD gælder ikke for en elektrisk installation med strømkredse, hvor det er krævet, at en fejl i en strømkreds ikke må forringe den korrekte funktion af en anden strømkreds, og hvor installation af RCD vil medføre, at dette krav ikke kan overholdes.

 

Kapitel 10 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 87. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017.